Bogmærker med blafrende sommerfugle

08 februar, 2023

I vinterferien er der både tid til at stå på ski, kælke i sne og læse bøger - og være kreativ! Bogmærker med flagrende sommerfugle kombinerer det kreative med læsning og fungerer derfor som en perfekt ferieaktivitet for alle, der er trætte i benene efter en hel dag på ski.

Et bogmærke holder nemt styr på hvor langt du er nået i din bog, og det bruges når du vil tage en pause fra læsningen. Det er både praktisk at anvende og sjovt at lave! Når du laver bogmærker er det en god idé at bruge et lidt kraftigere papir, alternativt tyndt læder eller lignende der holder lidt bedre end almindeligt papir. Vi har brugt SnapPap, der er en blanding af plastik og papir. Materialet er vandafvisende og kan endda maskinvaskes hvis du vil.

På bogmærket har vi fastgjort forskellige transfermotiver. Du kan bruge et hvilket som helst motiv du kan lide, men en flok flagrende sommerfugle skaber en sjov effekt når de stikker op fra bøgerne, så her har vi valgt at bruge motiver af sommerfugle og nogle fjer.

Klip dine sommerfugle ud fra transferarket med en smule margen langs kanterne. Klip en strimmel SnapPap der er lidt bredere end sommerfuglen. 

Fold papirstrimlen dobbelt. Grunden til at vi folder den dobbelt er, at du skal bruge to flapper, der foldes ud i toppen af bogmærket og hvor sommerfuglevingerne fastgøres.

Sy med en symaskine rundt langs bogmærket. I toppen efterlades en margen på et par centimeter, der er lang nok til at sommerfuglen kan få plads på flapperne. Bunden kan du enten sy med form som en spids eller klippe mærket lige over. Klip mærket fint rundt langs spidsen (hvis du har syet en sådan) og fold de øverste flapper ud.

I bunden af bogmærket med den lige kant laves huller med en hulmaskine for at kunne fastgøre nogle garnkvaster.

Transfermotiverne løsnes fra beskyttelsespapiret ved at lægge dem i blød i en skål med vand i et stykke tid. Træk herefter forsigtigt motivet af og sæt det fast hvor det skal placeres.

For at sikre, at motivet bliver siddende hvor det skal, kan du starte med at påføre en smule decoupagelim på overfladen hvor transfermotivet skal sidde, og senere hen yderligere et lag over motivet. 

Sommerfuglene sættes fast på de udfoldede flapper med selve sommerfuglekroppen lige i midten. Sørg for at folde flapperne ordentligt ud og skub sommerfuglekroppen helt ind i folden i midten. Lad bogmærket tørre før du pensler et lag decoupagelak på overfladen. Når overfladen er helt tør klippes silhuetten af sommerfuglens vinger ud.

På den flade del af bogmærket er der ligeledes masser af plads til at fastgøre flere transfermotiver på samme måde som beskrevet ovenfor. Påfør først en smule lim på overfladen for at sikre, at motiverne sætter sig ordentligt fast. Fastgør derefter motivet og pensl endnu et lag decoupagelim henover når overfladen er tør.

I bunden af hullerne på de lige bogmærker bindes små kvaster fast af broderitråd i matchende farver. Klip garnet over i en lige linje når du har bundet alle tre kvaster fast. Lidt guldglitrende garn i midten pynter ekstra fint!



Trustpilot